Supervision på ambulatoriestuen

Dette er et supervisionstilbud, hvor jeg går med lægen og er observatør i 2-3 timer på hans samtaler. Lægen modtager umiddelbart herefter supervision, hvor han også kan bede om input fra mig.
Denne supervisionsform giver et meget personligt udbytte, som retter sig direkte mod lægens svage punkter. Seancen gentages 2-3 gange i alt.

Emner der ofte kommer op i supervisionen:

  • Hvordan styrer man en samtale og holder en struktur, samtidig med at man er lydhør overfor patienten?
  • Kontakten mellem lægen og patient – hvorledes optimere denne?
  • Indholdet i samtalen: Hvilke emner skal lægen gå ind i og hvordan? Hvordan afgrænser man samtalen bedst muligt?
  • Hvordan tager man hånd om de krisereaktioner de svære beskeder kan udløse?
  • Hvad gør man, når patienten pludselig ikke kan tage mere information ind – og man mangler at informere om behandling og få samtykke til denne?
  • Hvad stiller man op, når der er en meget dominerende og talende pårørende med til samtalen?

Denne supervisionsmåde gør lægen mere bevidst om hans personlige stil i hans måde at kommunikere på og udvider hans handlerepertoire. Konkrete læringsmål og ønsker til udbytte kan opsættes. Lægen udfordres og får sat fokus på sine kommunikative styrker og bliver mere sikker i anvendelsen af disse.


Udtalelser fra en læge, der har modtaget 3 gange ambulatoriesupervision:

Denne læge håndterede før supervisionsforløbet svære samtaler ret så ureflekteret og instinktivt. Det gik ofte godt men ikke altid. Når patienten fremkom med stærke emotionelle reaktioner, så han helst, at sygeplejersken efterfølgende tog sig af patienten og samlede op på samtalen. Han blev under supervisionsforløbet bedre til at opdage og forstå baggrunden for patientens emotionelle reaktioner, og han blev mere bevidst i valget af sine kommunikative strategier. Han begyndte at anvende de strategier og teknikker, jeg anviste ham, selv om disse i nogen udstrækning var fremmede for ham. Han udvidede bevidst sit ansvarsområde til også at inkludere håndtering af patientens akutte krise. Efter supervisionen udtalte lægen;

"Ja, prøve at fange de små signaler fra patienten. Der hvor det begynder at skride, hvornår er det, hvilke situationer er det, der netop kan udløse de her krisereaktioner. Fordi i og med, jeg måske handler lidt mere instinktivt end nogle gange godt er, så sker det jo af og til, at jeg forfejler målet og sprænger en bombe under patienterne, som jeg så må hive hjem. Men der er det så, at jeg nu prøver at være mere bevidst om selvfølgeligt at undgå det, men også at se når det sker og så prøve at redde det."